Af Knud Mortensen

I middelalderen kunne man blive hængt for tyveri.
Selv om Danske Lov af 1683 afskaffede dødsstraffen
for tyveri, så fortsatte dødsstraffen med at være den
almindelige straf for adskillige andre forbrydelser.
Dødsstraffen blev almindeligvis fuldbyrdet ved
halshugning med sværd (fra 1791 altid med økse).
Den sidste hen rettelse i Danmark fandt sted i 1892,
men de sidste lovbestemmelser om dødsstraf blev
først ophævet i 1978.

Det var et meget usædvanligt brev, som præsten i Øster og
Vester Vandet sogne i 1692 skrev til amtmand Jørgen
Scheel Due. Præsten, Peder Roelsen, satte det sidste
punktum onsdag den 23. november 1692.
Brevet satte retsmaskineriet i gang, og vi kender
brevets indhold fra Hillerslev-Hundborg Herreds tingbog.
hvor det blev citeret et par uger senere.
Af brevet fremgår det, at Margrethe Christensdatter
Odde i Klitmøller havde ombragt sit spædbarn lørdag aften
d. 19. november. Hun havde født barnet i løndom og
gravet det ned i sandet. Barnet var - for at bruge præstens
ordvalg avlet i hor. Margrethe Odde havde til huse hos
Niels Broe, hvor man om mandagen opdagede, at hun
havde født. Ikke mindre end fem koner blev tilkaldt, og et
langvarigt forhør begyndte.
Efter lang tids benægtelse gik Margrethe Odde til
bekendelse, og tirsdag morgen gik hun med to af konerne
til stedet, hvor hun havde gravet barnet ned. Liget blev
gravet op og bragt med tilbage.
Margrethe Odde beskrives af præsten som en fattig
stakkel, som har arbejdet hist og her for føden og ikke haft
fast bopæl. Sommetider har hun opholdt sig på Søgård i
Nors, sommetider i Klitmøller eller i andre sogne.
Amtmanden reagerede hurtigt. Allerede samme dag,
onsdag d. 23. november, sendte han en skrivelse til
herredsfoged Emmerich Erichsen og bad denne om ”straks
at gøre den anstalt”, at Margrethe Odde ikke forsvandt,
inden hun var stærk nok til at stilles for retten. Dagen efter
tog herredsfogeden sammen med Christopher Nielsen ud
til Klitmøller, hvor de afhørte Margrethe Odde.

Forhør og rettergang
Herredsfogeden og hans medhjælper traf Margrethe Odde
hos Niels Broe, hvor liget af barnet også var. De kunne
konstatere, at det var et drengebarn. Margrethe fortalte, at
hun havde født drengen ”vester i klitbakkerne”, og at der
ingen mennesker var hos hende. Da hun blev spurgt, om
barnet var levende født, svarede hun, at det havde grædt to
gange efter fødslen. Hun bekræftede, at hun havde
begravet barnet levende i sandet.
Margrethe Odde forklarede, at Peder Nielsen
Schinderop fra Søgard var far til barnet. Han var uvidende
om hendes forehavende, og hun havde også ”dølget” for
ham, at hun var frugtsommelig. Han havde endda spurgt
hende og sagt, at han nok skulle påtage sig skylden.
Den 6. december blev Margrethe Odde bragt til
Thisted, hvor hun blev indlogeret hos byens tjener
(politibetjent). Samme dag gentog hun sin tilståelse ved
Herredstinget, hvor der var vidneafhøring. Stævnet var de
fem koner, som havde overværet Margrethes første
tilståelse. Desuden var indkaldt Margrethes bror, Chr.
Christensen Odde, Klitmøller og den udlagte barnefader,
Peder Nielsen.
Det allerede beskrevne sagsforløb blev bekræftet i
retten. Det fremgik, at Margrethe Odde under vidners
nærværelse selv havde gravet liget op og i sit skørt båret
det til Niels Broes hus. Her havde synsmændene Jens
Jensen Broe og Niels Andersen Broe synet liget og ikke
fundet ydre beskadigelser.
Næste tingmøde blev afholdt d. 13. december.
Margrethe Odde havde ingen indvendinger mod
anklageskriftet, og Jens Roedsted begærede på
amtsforvalterens vegne dødsdom over hende.
I et brev dateret ”Thisted Bisgaard den 28. december
1692” udstedte amtmanden direktiver for sagens videre
forløb. I amtsforvalterens fravær bemyndiges hans
fuldmægtig Peder Thommesen til at forberede henrettelsen
og sørge for, at Margrethe Odde ”vorder bevogtet med
fængsel og vagt”. Skarpretteren i Aalborg skulle bestilles,
så han kunne være fremme, når dommen skulle
eksekveres, så ”hun ikke for længe skal hensidde hans
Majestæt til des større udgift”.
Ved retsmødet d. 10. januar 1693 blev Margrethe Odde
udspurgt om endnu et dødsfald. Peder Thommesen ville
vide, hvad der var sket med hendes første barn, og hvem
der var far til det. Margrethe svarede, at faderen var Ole
Pedersen Ringgaard, som dengang tjente på Nebel. For tre
år siden ”belå” han hende på Søgård. Barnet, en dreng,
havde hun ligget ihjel mod hendes vilje, da det var fem
uger gammelt. Det var foregået i Terkild Andersens hus
ved Klitmøller, og hun havde udstået kirkens disciplin.
Efter at anklageskriftet var læst op, blev der spurgt tre
gange, om Margrethe Odde eller nogen på hendes vegne
havde noget at fremlægge til nærmere oplysning af sagen
eller ønskede sagen appelleret til højere ret. Fangen
svarede, at hun ville lide for sine gerninger. Herefter
dømte dommeren og de otte udpegede mænd Margrethe
Odde til døden. Halshugningen fandt sted d. 7. februar i
Thisted, formentlig på retterstedet ved Østerbakken.

Man satte pris på døden

De eksisterende kilder har ikke nutidens dramatiske
virkemidler. Der er hverken blodige nærbilleder eller
tårevædet medfølelse. Men det dramatiske lurer under de
nøgterne og beskrivende ord. Bedre end noget andet
beskriver Peder Thommesens regnskab den store,
menneskelige tragedie.
Regnskabet gav anledning til en anmærkning fra
amtmandens side. Han fandt, at udgifterne til skarpretteren
var for store. Det må man medgive ham, når man
betænker, at taksten i 1678 for skarpretteren i Aalborg var
2 rigsdaler og 4 mark.
Med henrettelsen af Margrethe Odde var sagen
imidlertid ikke slut. Flere retsmøder og især udsatte
retsmøder præger retsprotokollen i forbindelse med sagen
mod Peder Nielsen, der var udlagt som fader til Margrethe
Oddes barn. Han blev den 21. marts idømt en
lejemålsbøde på 24 lod sølv, men endnu i maj måned
verserede sagen stadig i retten.

(Kilde: Historisk Årbog for Thy og Vester Hanherred 1994, side 81-84).